Jeg var igen i dag til et super interessant arrangement i virksomhedsnetværk Cabi, netværks og videnshus for socialt ansvar om stress. Denne gang med oplæg fra bla. Ulla Lindgreen, leder af Psykinfo i Middelfart om at stress er omkostningen ved grænseløst arbejdsliv. Og hvor vigtigt det er med en sund virksomhedskultur og forventningsafstemning på arbejdspladsen .
Ulla italesatte myten om, at hvis man ved nok, så agerer man også rigtigt. Risikoen for, at jo mere viden vi får, jo mere belastet kan vi blive. Vi ved jo godt hvad vi skal gøre i form af at spise sundt, motionere, dyrke mindfulness mv for at forebygge stress, men der er en fare ved, at det er krav der bliver lagt oven i alt det andet. Det kan jeg som stress rådgiver og stress coach kun erklære mig fuldstændig enig i kan være en faldgrube. Det ser jeg ofte hos mine stress klienter og kender det fra mig selv.
Ulla fremhævede, at undersøgelser viser, at man kan forværre en depression, hvis man spejler sig i det perfekte og f.eks. bruger meget tid på Facebook og tror det er den fulde sandhed, når folk ofte kun viser de positive sider af livet. Hun pointerede at arbejdslivet belaster, men det gør samfundskravene også. Det stiller helt nye krav til lederne.
Kravniveaet i samfundet er generelt øget. For nogle år siden var det moderne at løbe et halvmarathon, så blev det et marathon og nu er det ironman.
De fleste virksomheder taler om innovation og forandringsparathed. Det er nærmest blevet mantraer. Og at dyrke sin LinkedIn profil, hvor man skal vise man er seriøs og dynamisk
Ulla fortalte at hun på vej til vores møde havde set, at der på togstationerne i dag ville være bibliotekarer, der ville gå rundt og vise passagererne, hvordan man kunne downloade en APP med E bøger – med begrundelsen at så var man fri for at spilde tiden i toget. Det er jo en symptom for tiden. At vi er effektive og glemmer gevinsterne ved at have pauser til at kigge ud af vinduet og reflektere over livet. Vi pakker kalenderen tæt og når ikke at fordøje indtrykkene mellem aktiviteterne.
Hun fremhævede, at det handler om at skabe balance. Også work/life balance. Og få italesat forventninger og krav. Hvordan tænker vi om det som arbejdsplads? Hvad ønsker vi af vores arbejdspladskultur?
Og så er det vigtigt at kende vores egen temperaturmåler slog hun fast. Dvs. hvordan vi reagerer på belastninger. Forskellige personer agerer nemlig ikke helt ens på overbelastning. Vi kan have forskellige adfærds- og følelsesmæssige stress signaler eller stress symptomer. Vi kan lære vores egne signaler at kende. Kigge sig selv i spejlet, lytte og mærke efter, om der er et mønster som tegn på overbelastning og stress
Det er bla. det, jeg holder foredrag om i virksomheder. Hvordan man spotter stress i tide. Og det jeg coacher stressramte til. Jeg hjælper med at sætte spejlet op. At spejle hvordan det står til og afdække hvor på stress belastningstrappen man befinder sig. Belastet, overbelastet eller stress kollaps. Og træner den stressramte i at lære sine signaler at kende og genoprette balancen.
Ulla nævnte at mails og sms¨er kan være en stress faktor og at hun nærmest kan høre, når de tikker ind, selvom tlf er sat på lydløs. At det kræver en aktiv beslutning ikke at kigge og besvare i fritiden. Ikke at sende mails til sine medarbejdere udenfor arbejdstiden. At italesætte konsekvenserne af en usund virksomhedskultur.
Som hun sagde, kan man sagtens have en virksomhedskultur, der siger Et, men en anden uformel kultur blandt medarbejderne. En form for macho kultur. Hun nævnte feks. eksemplet om, at man får en sms om, at man regner med, at man har batteri på sin tlf. i weekenden. Hvilket signal sender det?
Hun anbefaler at stille sig selv nogle spørgsmål – som jeg kun kan bakke op om:
Skal man altid hoppe over hvor gærdet er højest?
Det kan være interessant at udfordre vores overbevisninger og leveregler. Hvis man står midt i en stress kollaps anbefaler jeg dog at vente med selvudvikling, til man lige har fået ro på sin situation.
Der vil jo oftest være en logisk argumentation for, hvorfor man agerer som man gør. Det er jo fordi, det giver umiddelbart mening for en, som Jesper Lai Knudsen fra Psyk info pointerede. Så som stress coach er det min opgave at være nysgerrig på det, at uforske mønstrene og overbevisningerne. Så vi ikke kun udsteder retningslinier og rammer, der ikke skaber umiddelbar mening for den stressramte.
Som virksomhed skal man huske at man IKKE er behandler fremhævede Jesper, men gerne være åben og indspørgende. At søge at opnå en form for fælles forståelse. Og skabe fleksible rammer.
Det arbejdspladsen kan gøre er at søge viden samt skabe tydelighed og rammer for at tale om tingene for at afdække hvad der foregår anbefalede han. At spørge til hvordan medarbejderne har det, og bemærke hvis de ændrer adfærd. Man kan evt. udnævne ressourcepersoner, der bliver klædt på til at være tovholder omkring stress. Hvis det er hver enkelts egen opgave og ansvar at overleve, kan det være meget sårbart. Det er et fælles ansvar.
Ulla anbefalede også at gøre op med sig selv: Hvad kan jeg dele med hvem? Fra hvem kan jeg få supervision og sparring?
Spørg også gerne dig selv: Hvilket råd ville du give din bedste veninde, hvis hun var i samme situation som du? Vi er ofte knap så hårde ved andre som ved os selv fremhævede Ulla. Hvad ville din omsorgsfulde side sige?
Et godt spørgsmål til sig selv kan også være: Hvad er det værste der kan ske, hvis jeg ikke gør ….? Kan jeg leve med det? Det kan vi faktisk næsten altid godt – når det kommer til stykket fremhævede hun.
og ikke mindst spørgsmålet: Hvordan kan jeg kappe toppen af stress situationen?
Det er altid det første jeg selv gør som stress rådgiver. At løfte press af skuldrene straks i samarbejde med virksomheden.
Og Ulla afsluttede med at vi selv kan mærke, når mundvigene begynder at hænge nedad. At det er væsentligt at der er plads til, at det er sjovt at være på arbejde. Og ikke kun læse faglitteratur, men også nogle historier der ender godt. Få nogle positive input, der løfter energien. Og huske anerkendelsen af os selv og hinanden.
Det er så basalt, at det næsten kan lyde banalt konstaterede hun afslutningsvis. Men i en travl hverdag kan vi risikere, at det basale forsvinder. Vi bider tænderne sammen. Vi glemmer vores egne behov. Vi løber stærkere. Den luft der før var er stort set væk. Den er blevet sværere at få øje på.
Når vi kører op af bakke koster det mere energi, så vi skal have tanket op på energidepoterne anbefalede hun.
Hvor er din tankstation? Hvad giver dig mere energi end det koster?
Den sidste formaning fra Ulla var, at vil skal passe på med ikke at bilde os selv ind, at vi lige kan vente på, at det bliver bedre. At opgaverne bliver færre eller at vi får mere tid. Det kan blive en sovepude for ikke at skabe de fornødne ændringer
Du kan få mere viden og finde deres gratis arrangementer om psykisk sårbarhed her på Psykiatrisk informationscenter
Deres fokus er på viden om at komme sig, eller hvordan du bedst støtter folk i at komme sig. De arbejder for inkludering og fastholdelse af psykisk sårbare og psykisk syge på arbejdspladserne. At udvise social ansvarlighed
Du kan læse mere om mine ydelser som stress rådgiver og myter og fakta om stress her
Skriv et svar