Spørgsmål: Hvilken coach uddannelse vil du anbefale?
Hej Elsebeth. Jeg fik talt med min chef og jeg var, takket være dig, virkelig velforberedt. Jeg var sikker i min sag og lod det skinne igennem, hvor meget jeg virkelig ønskede det. Chefen er positiv og bakker det op, og vil drøfte det med ledergruppen hurtigst muligt. Tusind tak igen for din hjælp. Det gav mig lige det sidste.
Jeg tillader mig lige, at komme med endnu et spørgsmål til dig om coach uddannelse 🙂.
Hvilken coach uddannelse vil du anbefale og er prislejet omkring de 50.000?
Jeg synes det er en jungle at finde hoved og hale i alle de coach uddannelser!
Min chef vil gerne, at jeg lige undersøger hvad andre coach uddannelser koster og indeholder.
Svar: på hvilken coach uddannelse jeg vil anbefale
Hej igen. Godt at høre i har haft en rigtig god samtale og at der er skabt en åbning. Ja det kan virke uoverskueligt, da det er et stort marked for coach uddannelse. Heldigvis for det, da det viser, hvor stor interessen er for coach uddannelse og dermed behovet er for coaching. Det er virkelig transformerende værktøjer der kan ændre ens liv i en mere positiv retning med større selvindsigt og forståelse for den menneskelige psyke til stor gavn for sig selv og sine omgivelser.
Her er link til coach.dk som har en oversigt over nogle af Danmarks største coachuddannelser. Priserne på en cocah uddannelse ligger fra ca 25.000 til ca 50.000. Her kan du også læse indlæg og se arrangementer om coaching.
Jeg vil anbefale dig at spørge dig lidt frem i dit netværk fra nogen, der har taget forskellige coach uddannelser og høre dem om hvilken værdi det har givet dem at tage en coach uddannelse der. Jeg har en meget inkluderende holdning dvs. jeg er sikker på, at coach uddannelserne har hver deres kvaliteter og appellerer til forskellige mennesker på forskellige tidspunkter i vores liv og udvikling. Bryder mig personligt ikke om, at man taler nedsættende om coach uddannelser, man ikke selv har taget, og dermed ikke ved noget om, hvilket jeg desværre ofte er stødt på. Der findes et par hovedretninger i coaching Systemisk coaching og NLP baseret.
Jeg kan også anbefale at melde dig ind i Tietgen Coach Club på LedelsesAkademi Lillebælt. Pris så vidt jeg husker kun kr 300 . Vi holder faste møder en gang om måneden, men de har også holdt en coach konference og holder af og til weekendarrangementer om coaching. De tilbyder også coach uddannelse og coach certificering.
Jeg har selv taget tre coach uddannelser med certificering og flere coach relaterede. Først coach uddannelse hos Manning Inspire som har baggrund i Anthony Robbins arbejde som bygger på NLP. Ham har jeg iøvrigt også været på coach kurser hos.
Coach uddannelse hos Manning oplever jeg som et rigtigt godt fundament med effektive og afprøvede værktøjer, der giver en grundværktøjskasse med spørgeteknikker, lytning efter mønstre , at give konstruktiv feedback og være anerkendende. At få kigget på alle livsområder. Med den får du en grundig indføring i coaching du straks kan bruge i rigtig mange situationer. Den vil jeg klart anbefale at starte ud med.
Det største personlige skift for mig var at give slip på overansvarligheden. Ikke at tro at andres udvikling er mit ansvar. Ikke at tro at jeg ved, hvad der er bedst for klienten. Det var et ret stort skifte fra ekspert rollen som konsulent til coach rollen at stille de rigtige spørgsmål. Og det var fedt at få disse effektive coach redskaber til at skabe øget bevidsthed, indsigt og få aftalt konkrete handlinger på under en time. coach uddannelse hos Manning er meget målorienteret, men arbejder også med de indre værdier og at åbne op for underbevidstheden som nøgle til at give slip på forhindringer og bryde mønstre.
Den coach uddannelse supplerede jeg med en certificering i DiSC profiler og coach værktøjer hos Discover og DISK hos Persolog. Det er yderst veldokumenterede redskaber til at give større forståelse for egne og andres adfærd samt præferencer samt tip til coaching af andre profiler end ens egen. Jeg bruger dem både til rekruttering, men mest til personlig udvikling, karrierecoaching og teamudvikling.
Derefter har jeg taget en coach uddannelse som Blue Print Coach hos Ford Institute for integrative coaching i Californien. Et dybt transformerende coaching forløb, hvor man lærer at bruge centreringsøvelser og guidede meditationer til at finde ind til klientens dybere visioner og mål samt hvad der står i vejen. At få afdækket de ubevidste skyggeoverbevisninger der holder en nede/tilbage. Som dræner ens energi fordi det kræver rigtigt meget at fordømme, fornægte, fortrænge og forsøge at overkompensere for alle de mørke egenskaber vi ikke vil være ved – eller de lyse vi ikke tør sætte fri på grund af Janteloven.
Integrative coaching handler om at blive hele mennesker ved at integrere og få adgang til alle egenskaber, når vi har brug for dem. At heale fortiden og gøre op med frygt, skyld og skam. Her lærer du at være en ren kanal i coachingen og ikke overføre egne projektioner til coach klienterne eller være personlig afhængig af deres resultater. Du lærer at den største ressource er at lytte til sit hjerte og teknikker til at skabe denne dybe kontakt. De kalder det selv følelsesmæssig uddannelse og der arbejdes både på det mentale, følelsesmæssige og spirituelle plan. Denne uddannelse er meget indsigtsorienteret, men der arbejdes hele tiden ud fra visioner og mål.
Så har jeg taget en efteruddannelse som stress coach hos Matzau Erhvervspsykologer. Her lærer man om definitionen på stress, myterne om stress, at stress er en ganske naturlig reaktion på overbelastning og hormonelt betinget, de fysiske, følelsesmæssige og adfærdsmæssige signaler, personlige kriser, dagligdagens stressorer samt faktorer i organisationen der fremmer og hæmmer stres og de forskellige roller leder, coach og HR afdeling har. At få optegnet stresshistorikken og belastningen.
Der undervises i bla narrativ coaching – at finde de unikke undtagelser/sprækkerne i den dominerende historie for at styrke klienten og eksternalisere udfordringerne. Der trænes i forskellige meditations og mindfulness teknikker for at genskabe ro og balance og kontakte sit selvværd. ikke kun at dyrke selvtilliden ved at skulle præstere. Her lærer man at påtage sig ekspertrollen og autoriteten og være direkte, for at skabe trygge rammer for stress klienten i starten og optegne alvor og konsekvenser. Først senere i forløbet arbejdes der indsigtsorienteret med stress klienterne.
Her opdager man, hvor store konsekvenser det kan have, hvis kulturen i virksomheden bygger på urealistiske mål, manglende afstemning af forventninger eller ubalance mellem ansvar og indflydelse. At være under krydspres. At tro vi altid skal præstere og levere og ligge i overhalingsbanen er farligt.
Jeg har også taget en uddannelse som certificeret forandringskonsulent i Teori U hos Ankerhus, som handler om at vi ikke kan løse vores udfordringer ud fra fortidens erfaringer, men må lære af den ankommende fremtid. Stoppe downloadingen af ureflekterede gamle mønstre og vaner og åbne sind, hjerte og vilje ved at flytte sin opmærksomhedstilstand, give slip på forforståelsen og give sig hen. At dykke ned i U’et og via refleksion og meditation at få kontakt med en højere fremtidsvision og åbne op til kilden, kreativitet og samskabelsen. Der skaber flow, så visionernes udkrystalliseres og giver sig udslag i helt nye innovative løsninger.
For at nå denne tilstand kan meditation og mindfulness anbefales, hvorfor jeg har taget en uddannelse til mindfulness instruktør hos Seminarer.dk. Min erfaring er, at ikke alt kan læres ved at bruge hovedet og tænke, men skal opleves. Her er mindfulness et revolutionerende redskab. At opnå balance mellem doing og being
Det vil føre for vidt at beskrive det hele udførligt her, men du kan læse mere om de enkelte emner på min blog her
Held og lykke. Jeg er sikker på du nok skal finde den rette uddannelse. Du vil kunne mærke hvad der tiltrækker dig mest.
Nu ved jeg jo ikke hvad jeres uddannelses budget giver plads til, men en god forhandlingsteknik er altid at præsentere 3 forslag . En discount udgave, den du selv ønsker, og så den virkelig forkromede løsning, som både er dyrere og mere tidskrævende. Så udløser det rent psykologisk ofte et valg på den midterste løsning, hvis den vel at mærke er velargumenteret/dokumenteret i forhold til virksomhedens behov og chefens præferencer som tidligere omtalt (kan læses her). Og det ligger indenfor chefens kompetence at bevilge det.
Hvis du mod forventning skulle få et afslag, så husk ikke at få det til at betyde noget om dig, men gå efter en plan B. Hvordan kan du ellers rejse pengene ? Held og lykke på den rejse der allerede er sat i gang af den længsel du mærker og handler på. Godt at du lytter og super godt gået med det første møde
Feedback fra spørgeren:
Jeg kan ikke udtrykke det bedre end: tak! Tak med tak på. Den her rejse starter så godt og jeg glæder mig
Er nu igang med coach uddannelse, så vi vil høre om du har tid til at give feedback til os og hvad din pris er for et par timers sparring?
Skriv et svar