Efter den hyggelige ugentlige tur til svømning med børnebørnene og en lang gåtur ved vandet her i Kerteminde, hvor jeg blev rusket godt igennem af vinden, slog det mig i dag, hvordan jeg hele livet ubevidst har troet, jeg skulle kæmpe for at kompensere for andres uformåen – mens det hele tiden har drejet sig om min frygt for at rumme min egen. Der fik jeg som skyggecoach øje på en af mine egne dybere skyggeoverbevisninger.
Det bliver spændende, hvad dette dybere lag af indsigt vil åbne op for. Jeg tror det vil give en kæmpe frihedsfølelse. At integrere min egen uformåen. Ikke at kunne gøre alle glade, tilfredse, sunde, lykkelige hele tiden. At vide at vi alle har vores egen udviklingsvej, med de bump det medfører. En ting er nemlig at tro på det rent mentalt, men at mærke det følelsesmæssigt og kropsligt virker forløsende.
Det gamle mønster har bidt sig ind på alle livsområder. Både i arbejds- og opgavemæssige sammenhænge, hvor jeg alt for ofte har oplevet at andre løb fra ansvaret og jeg har taget over. At jeg har skullet kontrollere og styre tingene med hård hånd, og ikke har kunnet læne mig tilbage og opleve jeg kunne give slip.
Derfor var det lidt en træningsopgave, at give slip på ansvaret og beslutte at blive hjemme fra Panama, hvor min mand Thomas er rejst ned i går, for at kigge til vores teaktræsplantager og have møder med bank, advokat etc. At sige højt, at jeg ikke orker at tage med, at jeg ikke har kræfterne til at forholde mig til alt det, lige nu.
Jeg skulle hilse og sige, at det er en kæmpe lettelse at have overladt ansvaret til ham. Og jeg ved jo godt, at han er vant til et stort ansvar i kraft af hans konsulentrolle, så det var på tide at vise tillid til (og indrømme overfor mig selv), at han rent faktisk er bedre til at varetage opgaven end mig. At vide at alt vil ske som det skal – ikke nødvendigvis som jeg troede det skulle. At han vil blive vejledt og støttet fra det sted inden i ham, der godt ved hvad der skal til, og hvad der føles sandt for helheden.
Jeg kan mærke i hver celle af min krop, hvor rigtigt det var for mig at blive hjemme denne gang, selvom det naturligvis er fedt at være ude at rejse og opleve. Jeg forstår nu bedre min mor, der ikke har haft den store lyst til at rejse ud, men har nydt at være hjemme i sine vante omgivelser. Det er sådan jeg har det lige nu. Det jeg har brug for. Og det føles faktisk stort at indrømme det – og ikke bare rejse med, fordi jeg har identificeret mig med at være sådan en, der rejser til eksotiske steder og udforsker verden samt laver forretninger i udlandet. Jeg kan også være sådan en, der bare nusser rundt herhjemme med katten, uden de store ambitioner og spiser restemad fra Culottestegen fredag aften
I relationer har mønstret bla. vist sig ved, at jeg har søgt at kompensere, når andre har været udfordret f.eks. på grund af sygdom, og jeg ikke har oplevet andre var der (nok) eller tog ansvar. Jeg ser nu klart, at det har handlet om at overkompensere for min egen angst for ikke at slå til, for ikke at være der for andre, for ikke at gøre det godt nok.For ikke at kunne afbøde virkningerne for dem og fjerne smerten fra dem. Et mønster der har rødder langt tilbage. En gammel smerte der har brug for opmærksomhed og healing. Som har trængt sig på via alvorlig sygdom og dødsfald i familie og vennekreds
Mønstret har givet sig udslag i en form for fornægtelse af realiteterne via en slags indre modstand mod lidelse. Et urealistisk ønske om, at alle skal have det godt hele tiden. Og at jeg har pålagt mig selv opgaven at sørge for det. At være redder. Det er jo bare ikke muligt. Så bliver det faktisk til et pres. Smerte er en del af livet og vil helt naturligt genfinde balancen og blive afløst af glæde. Når tiden er inde. Alt har sin cyklus.
Så jeg søger at huske mig selv på, at jeg ikke ved hvad der er bedst for andre. At min opgave ikke er at fixe noget eller nogen. At alt sker som det er meningen og af en årsag. Så alle implicerede får den læring og visdom vi har brug for, til at kunne vokse med de opgaver og udfordringer, der bliver os stillet. Jeg beder om villighed, indre styrke og mod til at fortsætte med at modtage udfordringer og indsigter og søger at give mig selv den kærlige omsorg jeg har brug for, som fundament for næstekærligheden.
Når jeg får en AHA oplevelse, så føler jeg faktisk, at det har været det hele værd.
Kan du genkende mønstret fra dig selv eller andre?
Hvis ja hvordan viser det sig for dig?
Hvordan opdager du, når du selv falder i det gamle mønster?
Hvordan giver du dig selv egenomsorg, så du ikke brænder ud?
Skriv et svar