Det var ellers min mening at blogge her noget oftere, men det går ikke altid som præsten prædiker. Vi har et alvorligt sygt ældre familiemedlem, som jeg var blevet bedt af lægen på sygehuset om at bistå ved en undersøgelse mandag formiddag i sidste uge. Vi havde passet børnenebørnene i weekenden, hvor de overnattede her, vi hyggede og var til julemarked i Odense. Da vi kom hjem lagde vi mærke til, at vores vores kat Ally havde en ændret adfærd. Den spiste ikke sin mad og lå og sov mere passiv end ellers. Søndag aften begyndte den at pive, når vi aede den og den virkede varm. Så vi ringede til dyrlægevagten. Og straks kommer skrækkelige scenarier op på nethinden med 2 tidligere katte, der er blevet aflivet, da de ikke kunne helbredes. En af de sværeste beslutninger der skal tages
Dyrlægen mente vi skulle vente til næste morgen og ringe til dyrehospitalet når de åbnede 7.30. Der opstod dilemaet så. Min mand Thomas havde et større projekt for en vigtig kunde, hvor der var opstået uforudsete udfordringer, der egentlig krævede hans tilstedeværelse kl 7 på sjælland og jeg skulle køre fra Kerteminde senest kl 9 for at være på sygehuset i Odense. Samtidig var jeg jo bange for både kattens liv og svaret på undersøgelsen på sygehuset, hvor de uanset udfaldet ville udskrive til eget hjem tirsdag. Så jeg tudede og vi fik ikke meget søvn den nat. Kender du den slags dilemmaer?
Thomas besluttede så i løbet af natten, at det er vigtigst for ham at være en mand, der er der for sin kone, når det virkelig gælder. Så han ringede til jobbet ved 6 tiden og sagde, at han var nødt til at komme nogle timer senere, da katten skulle på dyrehospitalet. Skæbnen ville, at ham han ringede til fortalte, at han havde fundet sin kat død om morgenen. Den var dog 12 år og havde ikke været syg, men det fremmede ikke ligefrem trygheden i situationen, men alvoren. Behøver jeg fortælle, hvor glad jeg er for at være gift med ham?
Det viste sig at Ally havde over 4o i feber og dyrlægen mente den var blevet bidt, så den fik smertestillende, febernedsættende og penicillin indsprøjtning og kom sig så hurtigt, at den næste morgen var ude at fange 2 mus. Og som du kan se på billedet hjalp den med at pakke julegaver ind i går, og var meget begejstret for gavebåndet. Så vi føler vi har fået den største julegave på forhånd. Og i denne uge er det 2 år siden Thomas overlevede en blodprop i hjertet på sin fars fødselsdag, efter jeg selv kørte ham på sygehuset. Og 1 år siden han blev indlagt til observation for ny blodprop, som heldigvis viste sig nok at være symptomer efter han var stoppet med det stærke blodfortyndende medicin. Så det har vært en bevæget uge.
Men tilbage til historien om hvordan vi behandler vores ældre. På trods af diagnostering med både cancer i den ene lunge og blodprop i den anden samt svigtende nyrer, blev hun udskrevet til eget hjem tirsdag. De virkelig søde hjemmehjælpere anede ikke hvad hun fejlede og spurgte hende, om hvilken hjælp hun har brug for. Da hun også har psykiske udfordringer, kan det altså bare ikke nytte noget, at tage det for gode varer, når hun siger at hun vil prøve at klare sig selv. Men ikke er i stand til det.
Hendes højeste ønske er at komme på plejehjem eller aflastning den sidste tid, men det er ikke noget man lige bliver indstillet til, ligesom der er lang ventetid. Og kaldeapparat kan man heller ikke få, selvom man er faldet flere gange og ikke er i stand til selv at komme op på grund af svigtende nyrer og vand i kroppen. Og møde på sygehuset med svar på celleprøver vedr. stadiet og dermed prognose kan først blive efter jul og nytår og man vil ikke oplyse noget over tlf. eller i brev.
Hvad er det vi byder vores ældre og de ansatte i ældreplejen? Kan vi være det bekendt? Jeg er dybt chokeret over at opdage, hvor dårlig den indbyrdes kommunikation er, og hvor afvisende man bliver behandlet, når man ringer til de ansvarlige på kontoret. Der må afsættes penge så alvorlig syge kan blive passet eller oprettes pladser, så de der har råd selv kan betale for det, så der bliver bedre plads på de offentlige institutioner.
Og så skal der oprettes nogle flere hospicepladser. Jeg har desværre hørt flere lignende historier, så det er ikke en enlig svale. Det skal lige præciseres, at dette IKKE er en kritik af plejepersonalet, der gør deres yderste. Jeg er dybt taknemmelig for de mange dygtige og søde mennesker der har viet deres liv til at pleje vores ældre og ofte sætter deres eget helbred på spil både fysisk og psykisk
Hvad skal der til, før der handles på det?
Det er nu blevet mit højeste ønske til jul
Hvad mener du om ældreplejen i Danmark?
Skriv et svar