Spørger: Bogudgivelse – vil den blive taget alvorligt, hvis man ikke udgiver den i eget navn?
Jeg er ved at skrive en bog om vores rejse frem til en diagnose på min søn, og mangel på hjælp fra systemet side, og hvordan den belastning rammer familien hårdt. Ja, og om svigten der følger med. Ligeledes omhandler bogen, hvordan man som forældre kommer videre i livet, som har været sat på standby indtil hjælpen kommer.
Mit spørgsmål går ud på om en sådan bog vil blive taget alvorlig såfremt man udgiver den under et andet navn. Hvorfor et andet navn tænker du måske. Det er ene og alene et spørgsmål om at beskytte min søn, da der er mange oplysninger om hans svære tid, som jeg ikke synes skal offentliggøres i en bog og ligeledes ønsker jeg ikke at hænge nogen bestemte kommuner ud i bogen, da det til stadighed sker i hele Danmark
Svar: Der kan være mange gode grunde til en bogudgivelse og at skrive den under synonym
Indledningsvis en stor tak til dig for at dele din udfordring med mig og læserne af brevkassen – med dit spørgsmål om en bogudgivelse vil blive taget alvorligt. Jeg er helt sikker på, at vi er mange, der sagtens kan følge dig i din tvivl om, hvad der er det rigtige både for dig, familien og de andre implicerede. Der er mange behov på spil, og det er ikke altid direkte konfrontation eller angivelse af personnavne i en bog eller andre offentlige steder opfylder ens intentioner. Og når det først er sket, kan det ikke trækkes tilbage. Det er et spørgsmål vi alle kan have gavn af at tage stilling til, hver gang vi poster noget på de sociale medier, blogindlæg mv. Flere i min familie bryder sig feks. ikke om, at jeg poster billeder af dem, så de hensyn vælger jeg at tage. Min mand har også ting, han ikke ønsker jeg skriver om. Så afvejer jeg, hvor vigtigt det er for mig, at poste lige netop det, contra at vise empati for hans behov. Det er til stadig en balance, vi hver især må finde.
Først og fremmest er det godt at høre, at du allerede er i gang med din skrive proces, der kan bidrage til at heale smerten. At få lettet dit hjerte.
Alene det at få dine oplevelser og følelser ned på papir er forløsende i sig selv og kan bidrage til at give dig overblik og afklaring i forhold til den belastende situation i har stået i. Det er voldsomt stressende at have et sygt barn og især ikke at vide, hvad barnet fejler og dermed ikke kunne lægge en optimal behandlingsplan, med de indsatser der bedst muligt dækker hans særlige behov. At skulle kæmpe imod bureaukratiske systemer og mangel på forståelse fra de instanser, man støder ind i og den ressourceknaphed vores samfund er gennemsyret af. Og at passe godt på sig selv og resten af familien undervejs kan være rigtigt svært. Dejligt at det lyder, som om at i har fået en diagnose og du nu er godt på vej i nyorienteringsfasen.
Når vi mennesker oplever livskriser som sygdom i familien, er der ofte nogle fællestræk i processen, som kan inddeles i:
Chokfasen, hvor vores forsvarsmekanismer beskytter os mod det, der er svært at forstå og forholde os til. Vi er nærmest apatiske og handlingslammede. Vi føler os magtesløse og og forvirrede.
Reaktionsfasen, hvor vi bla får kontakt med vreden over, at dette lige netop rammer vores familie og over de udfordringer det medfører, vrede over andres reaktioner, handlinger mv. Det er en del af healingen. Vreden får os nemlig til at genskabe kontakten til vores styrke og handlekraft. Så vi kommer ud af apatien og ikke ender i resignationen eller depression
Erkendelses/accept fasen, som også er en form for reparationfase, hvor det begynder at gå op for os, at vi ikke får “det tabte” tilbage, at det ikke er noget der “går over” eller blot forsvinder. Vi begynder at forholde os til vores nye situation og accepterer langsomt tingenes tilstand. Healingsprocessen er med andre ord godt igang, vi begynder at skabe nye rutiner og ritualer og en ny hverdag former sig.
Nyorienteringsfasen, hvor vi begynder at leve vores liv igen. At interesse os for fremtiden og igen har overskud til andre. Hvor vi kan fortælle om det, der er sket, uden hverken at dramatisere eller bagatellisere det.
Der er min erfaring, at når vi når til denne fase og får overskud og lyst til at hjælpe andre ved at dele vores erfaringer, så er healingen ved at være fuldkommen. En dag vil man kunne nå til en erkendelse af, at den oplevelse man har haft og den smerte det har medført giver mening, da det har været med til at bane ens livsvej og man kan hjælpe andre ved at give sine erfaringer videre. Jeg kan anbefale at læse Debbie Fords bog Din historie din styrke. Jeg har bl.a. taget coachinguddannelse hos hende.
Håber du har nogen du kan tale med om dine følelser og tanker, da det at observere, reflektere og få sat ord på virker afstressende og flytter aktiviteten i hjernen til frontallapperne, så vi ikke lader os overvælde af tanker og følelser, men bevarer vores selvregulerende adfærd og evnen til at tænke klart, fokusere, være kreativ, koncentrere os, hukommelsen etc.
Tilbage til dit spørgsmål. Jeg vil anbefale dig at nedskrive, hvad din intention er med at skrive bogen.
Dvs. hvilke indre og ydre behov du ønsker at dække med at få skrive og få udgivet bogen?
Hvad er dit højere formål også kaldet din mission?
Hvad er dit eget drive og din egen motivation – dvs. hvad vil det give dig personligt?
Og hvem er det du ønsker at oplyse og hjælpe? Dvs. målgruppen. Er det andre forældre, syge børn, sagsbehandlere etc.?
Samtidig vil jeg forslå dig at komme i kontakt med din vision. Dvs. din ledestjerne om en attraktiv fremtid. Hvad ønsker du at opnå? hvilke følelser vil du gerne have mere af? Hvad ønsker du skal ske dvs. hvilken udvikling eller tranformation ser du i samfundet, hos sagsbehandlerne, sundhedspersonalet, forældre, de syge børn etc.? Hvilke aktiviteter ser du forbundet med bogen? Medieomtale etc.? Hvem/hvordan kan du promovere bogen og dele budskaberne, hvis du ikke selv står frem?
Hvis budskabet er vigtigt nok og formidles så målgruppen kan identificere sig med det, så vil det bestemt blive taget alvorligt. Du kan f.eks oprette en anonym lukket gruppe på Facebook eller en åben side, hvor folk kan dele deres egne oplevelser, erfaringer, tips og tricks. Hvor du kort beskriver hvad din intention er og hvorfor du ikke ønsker at stå frem. Hvis du ønsker at komme i dialog med læserne, kan dette være en god form, da du jo ikke kan tage rundt og holde foredrag eller signere bogen, hvis den udgives anonymt. Du kan f.eks. lave konkurrencer, hvor man kan vinde bogen ved at like siden etc., så den kommer ud til flere. Der er garanteret mange derude, der føler de er helt alene med deres tanker og vil byde erfaringer og tips velkomne. Og et sted hvor de kan få afløb for deres følelser.
Du kan også tage kontakt til patientforeningen, hvis en sådan findes, og markedsføre bogen gennem dem. Der vil du også kunne opbygge netværk med ligesindede, og måske få udgivet en artikel, hvis de har et magasin eller nyhedsbrev.
Hvis medierne skal skrive om bogen, skal budskabet have nyheds værdi. Et forlag kan godt promovere bogen for dig og skrive pressemeddelelserne, ligesom du selv kan udsende pressemeddelelser fra en anonym mail – men det er klart en fordel, hvis de har en kontaktperson som er talsmand/kvinde. Der findes også mindre forlag og freelance skribenter, der skriver pressemeddelelser og kan hjælpe med at få lavet en hjemmeside, Facebook side mv. Også nogen der fungerer som coaches både omkring skriveprocessen og selve bogudgivelsen. Som kan rådgive dig om du med fordel skal skrive en E bog eller i trykt udgave, formater, grafik mv. Dem vil du også kunne finde på bl.a. Facebook. Det kan være fint at brainstorme over mulighederne for at få budskabet ud over rampen og hvem der evt. vil kunne hjælpe dig. Måske du har nogen i dit netværk?
Du kan så tage stilling til senere når/hvis du får brug for at stå frem, hvilken form det kan tage – til den tid. Lige nu er det vigtigste, at tvivlen ikke blokerer din skriveproces og den videre proces omkring, hvordan du kommer ud med budskabet.
Ofte er det et godt trick kun at planlægge næste skridt, så det bliver overskueligt og til at gå til. Så det ikke bliver for stort eller skræmmende, hvor underbevidstheden kan have tendens til at gå i selvsving og bekymre og belemre os med frygt for alle detaljer og hvad der kan ske – langt ud i fremtiden.
Så held og lykke med skriveprocessen og bogudgivelsen. Jeg er sikker på, at det vigtigste er at lytte til dit hjerte og gøre det, der føles rigtigt for dig. At tage de hensyn, der er naturlige ud fra kærlighed og omsorg – og ikke styret af frygt eller at leve op til andres forventninger og krav. Så mærk godt efter, hvor beslutningen kommer fra. Vil den føre dig mod en attraktiv fremtid med et liv baseret på dine dybeste værdier eller holde dig fast i fortidens begrænsende mønstre? Kun du kender svaret og du virker allerede afklaret
De kærligste tanker Elsebeth
Skriv et svar