Havde den mest sanseberusende oplevelse med trends og indretningstips 2015 på Formland i Messecenter Herning i weekenden, hvor mine godt gemte kreative sider fik et boost. Især blev vi mombarderet med synsindtryk i en symfoni af farver, former, materialer og mix af nyeste design og trends indenfor livsstil og indretning. Jeg fik helt lyst til at åbne en butik med brugskunst eller sælge i min kommende webshop sammen med mine E learningkurser. Elsker at kigge på smukke ting, opleve nye dufte og smage kvalitetsdelikatesser. Jeg faldt især for Ib Laursens design, så jeg har bestilt flere lækre ting hjem til indkøbspris og har nu fået mulighed for at sælge videre.
Jeg er helt vild med dette stålbord i blågrønne farver til entreen, hvor jeg tager mod coach klienterne. Havde forleden en mand til coaching om forretningsudvikling, der foreslog at købe et lille bord, da det er lidt besværligt at tage jakke og sko på med papirer i hånden. Pudsigt jeg ikke selv har tænkt på det, da jeg også selv har manglet det til min taske og nøgler m.v. Så nu er det på vej. Jeg holder jo meget af at ting er effektive og anvendelige og samtidig lækre at se på. Er vild med fornyelse.
Derfor måtte jeg også eje denne sorte stålbænk/sofa til mit kontor, hvor jeg har købt 2 lyseblå tibetanske lammeskind til ryglænet, som du kan skimte til venstre for bordet på billedet ovenfor og tidligere på året købt nogle flotte petrolfarvede puder hos Tine K Home. Det betyder noget for mig at have en god energi, hvor jeg arbejder. Jeg har også købt nogle fede store træure til væggen, nye kaffe latte krus i mint, bedelys i petrol, sjove metalskilte til væggen med citater, flotte glaslanterner, grå viskestykker med en kæmpestjerne, blå/grå billedrammer og lyseblå emaljeopbevaringskasser. Glaslanternerne kan bruges til bloklys, men trenden siger masser af blomster i indretningen, så da jeg kun har orkideer i vindueskarmen, vil jeg pynte dem med sukkulenter, strandsten og skaller, der minder mig om mine lange gåture ved vandet her i Kerteminde.
Der var et væksthus område, med en fed event, hvor man kunne lave sin helt egen glaskrukke med blomster, der blev hængt op under loftet. Den ide var jeg ret begejstret for. Ellers var der et kæmpe område med havemøbler, krukker, blomster mv, Her blev jeg dybt inspireret af en stand, som var helt overdådig pyntet med grene med lyserøde magnolia blomster der netop var sprunget ud. Da jeg nysgerrigt spurgte ind til dem, fortalte hun at de selv havde beskåret nogle store træer, opbevaret grenene ved 25 grader i 5 dage, hvor de flere gange om dagen havde sprayet dem med vand. Så måske mit Magnolia træ i haven må lade et par grene.
Der var også et kæmpe udvalg af bloklys i alle forårets og sommerens modefarver og lysestager i det smukkeste funklende krystal fra La Vida. De kommer nok på ønskelisten til min fødselsdag. Det er jo godt at have noget at glæde sig til.
Også udenfor var der en skøn stemning med bålsteder og olielamper i træstammer samt krukker pyntet med blågran. Det behøver bestemt ikke være kedeligt udendørs selvom det er vinter
Og hvis man er til det mere ekstragavante var der også et super flot badekar af kobber i det vildeste design fra Muubs
Muubs bød også på super flotte havemøbler. På deres stand var ingen i tvivl om, at træ hører sig til trendy living i 2015.
Alle sanser blev pirret. Der var både dufte til hjemmet, røgelsespinde og de fineste smagsoplevelser i delikatteområdet, hvor jeg købte blandede nødder i den lækreste danske honning og saltede mandler i fineste kvalitet. Man kunne røre ved alle mulige former for materialer og tekstiler. Især er jeg jo vild med skind og pels, så jeg købte den flotteste sorte kaninpels, der når helt ned under knæene. Den må i vente med at se til den kommer hjem, da jeg var så meget oppe at køre over fundet til prisen, at jeg helt glemte at fotografere. Men jeg fik dette billede nedenfor af alle forårets modefarver på standen hos NG agencies som forhandler Newport i american style med stars & stripes på håndklæder og sengetøj. Jeg er især hook på de mintgrønne nuancer, som jeg lader mig inpirere af for tiden.
Og for en lakridselsker som mig, var det rent slaraffenland at besøge denne stand med glacerede mandler og lakrids pastiller. Jeg var virkelig som en barn i en bolche butik. Og så forhandlede de også de lifligste sæber og dufte til at tilsætte ved f.eks vask at håndklæder og sengetøj. Men man skal jo også kende sine egne begrænsninger, så jeg ville slet ikke kunne styre, hvis jeg købte en masse lakrids pastiller hjem til mine kunder. De ville ikke få en ben til jorden, før jeg havde tømt krukkerne
Det bliver bestemt ikke sidste gang jeg skal på Formland. Næste messe i august er med 2 haller mere, så der kommer meget nyt.
Hvilke farver er du til?
Hvilke materialer og stil sværger du til?
Har du designere du kan anbefale til indretning?
Har du været på Formland eller andre messer du kan anbefale?
Smid gerne en kommentar i feltet nedenfor. Jeg vil elske at høre fra dig og udveksle inspiration til øget velvære og selvforkælelse
Skriv et svar