Jeg var super spændt på at skulle til 3 måneders opfølgende synskontrol i Kolding i formiddag efter min øjenoperation for alderssyn med linseudskiftning hos Memira. Som de andre gange var servicen helt i top. De har det sødeste personale der tager imod og spørger interesseret ind til hvordan det går med mine RLE multifokale linser, tilbyder kaffe og te i deres hyggelige lokaler og ikke mindst deres lakridsbolcher, som jeg overvejer selv at få bestilt med logo. De er hver gang klar præcis til tiden, så det er yderst effektivt, ligesom de er top professionelle, så man oplever man er i trygge hænder. De foretager mange operationer hver dag og man mærker deres kyndighed og tillidsvækkende energi. Jeg føler mig virkelig velkommen.
Min egen oplevelse er, at jeg ser perfekt både på kort og lang afstand. Den korte afstand er vigtigst for mig, da jeg ofte bruger flere timer om dagen på at opdatere på de sociale medier via min Iphone, ligesom jeg læser rigtig mange bøger. Den lange afstand er selvfølgelig nødvendig, når jeg skal køre bil. Det er skønt at slippe for bøvl med kontaktlinser og briller, og som tidligere beskrevet var jeg allergisk overfor linser med flere styrker, så jeg så bestemt ikke optimalt før operationen. Jeg har nogle år døjet med alderssyn, hvor mine øjne ikke har kunnet omstille mellem lang og kort afstand. F.eks. når jeg læste i en bog og så kiggede op og ville læse f.eks. tekst TV eller en film med undertekster. Det fungerer super fint i dag.
Og så nyder jeg i fulde drag, at jeg nu både kan få naturoplevelser, hvor jeg kan se detaljerne helt klart, ligesom jeg efterfølgende på billeder ser motiverne knivskarpt. Som på disse fotos jeg tog i eftermiddag af udsigten i Brejning lystbådhavn, hvor jeg besøgte en veninde, der bor i et dejligt nyistandsat hus tæt ved havnen og den virkelig smukke og naturskønne Comwell Kellers Park.
Resultatet af synsprøven var, at hvor jeg før havde minus 5 på det ene øje og 5,5 på det andet, ser jeg nu helt optimalt når jeg læser og er nu nede på minus 0,5 på det ene og 0,75 på det andet øje. Det sidste kan nå at korrigere sig, men vi aftalte en ny tid om 3 måneder, for at følge op, om det har forbedret sig, og drøfte, om der lige skal foretages en laserkorrektion til at tage det sidste – som jo kun tager få minutter.
Jeg har dog ikke helt vænnet mig til mellemafstanden endnu. Det betyder, at når jeg skriver på min bærbare PC skal jeg lige flytte lidt på den eller mig, så det bliver optimalt. Jeg håber der bare er tale om tilvænning, så jeg f.eks. bedre kan se tekster på varer i supermarkedet, uden at tage dem tæt på. Ellers er det til at leve med, da det er en væsentlig forbedring i min livskvalitet og mit syn allerede. Jeg er dybt imponeret af, at det kan lade sig gøre, og taknemmelig for muligheden.
På grund af alder har jeg brug for mere lys, så jeg har her i vinter købt ny skrivebordslampe og sat en stærkere pære i lampen i kontoret. Jeg oplever ikke, at det er et problem med lysringene om lyskilder når jeg f.eks. kører bil, det har jeg vænnet mig til, men kan have nogle få gange eller bestemte steder, hvor det driller lidt, hvis jeg befinder mig under stærke lamper f.eks. lysstofrør. Jeg har stadig lidt tendens til tørre øjne, da jeg nok også på grund af alderen har fået lidt mere tørre slimhinder, så hvis jeg f.eks sidder og skriver på min PC i mange timer, glemmer jeg at blinke. Eller hvis der er tændt mange stearinlys. Så bruger jeg lige nogle øjendråber med saltvand, jeg har fået hos Memira.
Du kan læse mit tidligere indlæg om selve operationen her
Stil gerne spørgsmål eller del dine erfaringer i kommentarfeltet herunder, så får jeg en mail om det og svarer så hurtigt som muligt.
Jeg Googlede og kunne ikke finde nogen personlige beretninger, så derfor valgte jeg at skrive detaljeret om mine oplevelser, da jeg synes andre skal vide muligheden er der, for at få sit ungdomssyn igen med en vedvarende løsning, der varer resten af livet.
Jeg oplever at det at investere i mig selv og min egen livskvalitet er den bedste investering jeg kan foretage.
Mette says
Hej Elsebeth, tusind tak for din detaljerede beretning! Jeg er enig i, at det er svært at finde beskrivelser af dette, bortset fra firmaernes egne som jo må siges at være biased (og selvfølgelig ikke så detaljerede). Jeg har besluttet mig for sådan en behandling, og jeg kunne godt tænke mig at høre lige detaljer, håber det er OK. 1) Er dit mørkesyn ved bilkørsel er lige så godt som før? Hvad når det regner? 2) Hvor tæt din læseafstand sådan cirka? Jeg har hørt, at man skal holde tingene meget præcist i en bestemt afstand. 3) Hvordan er synet her 7 år efter? Man håber jo, det kan holde hele livet, mere eller mindre, pga. den ret store investering 🙂
elsebeth says
Hej Mette
Med alderen bliver mørkesynet jo generelt påvirket, så det kan være svært at skelne om det er alderen eller operationen, der har påvirket det. Jeg kan efter operationen se lys om lyskilder som modkørende biler. Jeg kan sagtens køre bil i mørke, og oplever det ikke som et stort problem. Men jeg kører heller ikke så tit om aftenen i mørke, så det er ikke noget der påvirker mig eller noget jeg tænker over i dagligdagen. Tror de fleste oplever det er sværere ved bilkørsel at se i mørke og regnvejr end i dagslys
Jeg ser helt perfekt tæt på dvs når jeg læser bøger/blade eller på min mobiltelefon. Jeg vil tro min afstand er ca 30 cm. Det er ikke noget jeg tænker over.
Jeg ser også perfekt når jeg læser teksten på TV, vejskilte mv. så jeg er virkelig glad for min øjenoperation.
Min mand fylder snart 50 og er begyndt at få udfordringer med synet på den korte afstand. Så bliver det tydeligt for mig, hvor godt mit syn er blevet
Når jeg ser på min bærbare computer justerer jeg lige afstanden, så den passer. Hvis min mand feks vil vise mig noget på sin tlf må han lige sætte sig hen til mig.
Jeg har fornylig fået en fornemmelse af, at jeg som før operationen igen er begyndt at bruge øjnene lidt forskelligt – hvor det højre ser bedst på den lange afstand og det Venstre på den korte.
Men jeg har ikke fået målt min syn siden den korrigerende laserbehandling efter 6 måneder, hvor en lille difference på det ene øje blev udlignet, så mit syn blev 100 % perfekt
Man bliver oplyst om før operationen, at der kan opstå efterstær. Så det må man nok være forberedt på kan opstå
Efter operationen har man stadig brug for ekstra lys til at læse om aftenen.
Det eneste tidspunkt jeg kan føle mig lidt generet kan være ved lamper feks lysstofrør der lyser ned og kan give lidt lysflimmer.
Held og Lykke med din beslutning
Kærlig hilsen Elsebeth