Vi har for 3 år siden investeret vores pensionspenge i 33 hektar jord i Darien i Panama ved grænsen til Columbia, og plantet 30.000 små bitte teaktræsplanter af certificerede frø, der nu allerede har vokset sig op til 8 meters højde, så vi håber det kan hjælpe lidt på Co2 regnskabet at drive teaktræsplantager i Panama med CSR islæt. Der er størst risiko de første par år for råd, svamp, insekter og nedtrampning af planter fra fritgående kvæg, så det er en lettelse, at den tid nu er gået. De skal først fældes om ca. 17 år. Projektet er bæredygtigt i flere aspekter, da der hverken er el i området eller bliver brugt kunstig gødning, sprøjtemidler eller maskiner. Så det er et projekt der giver mening for os. Alt foregår med håndkraft med macheter og heste til transport. Panama er et rigt land på grund af Panama kanalen og befolkningen har både betalt skolegang og sundhedsvæsen.
Min mand Thomas er dernede nu for at tjekke op på træerne og have møder med advokat, banker og dem der driver plantagerne for os. Stor var glæden, da han ved selvsyn kunne konstatere at træerne gror over al forventning, da jeg skulle hilse og sige, at det giver sommerfugle i maven at handle jord på spansk, uden at kunne sproget, og drive virksomheder på så lang afstand med så fremmed en kultur. Det er gået op for os, at når de siger mañana, der ellers betyder i morgen på spansk, så betyder det i Panama engang i fremtiden. Det udfordrer ens tålmodighed, og det kræver stor tillid. Og ja det er en bevæbnet vagt du ser på billedet ved vores bank i Panama City, som en synligt tegn på forskelligheden. Folk står også i lange køer og man skal gennem flere kasser for at få udbetalt penge. Der er korruption i landet, men det er det land i regionen med den laveste korruption og den højeste vækstrate
Det har taget os 3 år at få en bankkonto med netbank i Panama, da de har meget strikse regler, da de ikke ønsker hvidvask af penge. Man kan kun hæve penge i 20 dollar sedler, så du kan nok forestille dig, hvor meget det fylder, når man skal betale depositum kontant for en grund. Min taske var proppet med pengesedler og jeg følte mig meget rig. Der kan samtidig kun hæves mindre beløb på ens visa og mastercard, så alle kort måtte i brug i sin tid. De har heller ikke IBAN og Swift numre, ligesom pengene skal overføres via banker i USA, så det er noget besværligt at overføre pengene fra Danmark til driften til det firma, vi har hyret til opgaven. Samtidig er de meget ærekære, så de vil ikke have penge forud, hvilket ellers kunne give lidt mere ro for os. Vores gamle bankmand har desværre ofte overført pengene for sent og til forkert konto, hvilket har bevirket at pengene først ryger retur efter flere uger. Det er jo ikke så hensigtsmæssigt, når de har brug for dem til at betale løn mv. Det har været en kæmpe stressfaktor for mig, men vi har nu fået en stabil bankmand.
Arbejderne der passer træerne, har anlagt en køkkenhave på den ene grund og er selvforsynende med frugt og grøntsager. Feks. meloner og bananer, som ses på billederne her. Jorden har tidligere været landbrugsjord, idet regeringen i Panama i sin tid gav indianerne i området små jordparceller langs den eneste vej gennem hele området fra grænsen til Columbia mod Panama City, som de så fik lov til at rydde og opdyrke. Problemet var, at der i området er regntid ca. 8 måneder om året, hvor muldjorden så er skyllet væk, da der ikke har været rødder til at holde på jorden. Derfor blev jorden i området så gold, at den bedst egnede sig til kvægfarme, som dog bevirker at jorden bliver trampet helt hård, hvilket ikke ligefrem virker befordrende for frugtbarheden, ligesom de lokale indianere ikke har lyst til at drive kvægdrift i den form.
Regeringen har så undersøgt alternativer og det viser sig at klimaet er perfekt til teaktræer, der oprindeligt kun blev dyrket i Costa Rica. Så regeringen har givet grønt lys for, at de lokale kan sælge deres jord til investorer til plantagedrift. Når træerne vokser op, så prunes stammerne dvs. at alle sideskud og blade skæres af og falder til jorden, hvor de omsættes til muldjord Så på billedet handler vi jord uden at kunne forstå et ord af, hvad der blev sagt. Han boede i en hytte med lerjord og stråtag, hønsene gik frit rundt og han tørrede kaffebønner mv. på jorden, men der var både parabol antenne og de havde mobiltelefoner, ligesom hans datter der boede i nabohuset talte engelsk. Her ses hendes hus nedenfor, som ligger overfor vores vores ene plantage.
For at komme op til området skal man passere flere militære tjekpoints, hvor de skal se pas, og vide hvornår man forventer at køre retur, så de kan sætte eftersøgning igang, hvis man ikke overholder tiden, da der er risiko for kidnapning. Det er omkring 40 grader varmt og ekstremt høj luftfugtighed, og vi blev helt dårlige, da vi gik rundt i middagsheden for at se jorden vi skulle købe. Denne gang havde de heldigvis mere vand med og var derude tidligt på dagen. Der er både fare for gul feber og malaria i området og masser af slanger, giftige insekter og planter. Vores partner i den ene plantage oplevede, at vores kontakt i Panama blev stukket, da han første gang besøgte området, så han ikke kunne køre bil hjem samme dag, men de måtte overnatte. Så det er lige spændende nok.
I grænsebyen til Columbia besøgte vi sidst de lokale miljømyndigheder for at søge tilladelse til at plante. Jeg husker specielt, at vi ikke måtte forlade bilen på grund af fare for overfald, og de tomme øjne hos mændene der sad og stenede. Denne gang var bilen fyldt med legetøj fra Panama City, som de afleverede i den lokale kirke til præsten og nonnerne – som desværre kun talte spansk – til uddeling til børnene i området. Der var så meget legetøj – som det ses på billedet – at bagklappen i 4 hjuls trækkeren ikke kunne lukkes, men var bundet med en snor. Og de sad i 5 stive timer med deres bagage på skødet og bumlede på vejen, hvor asfalten flere steder var skyllet væk i regntiden. De overnattede på en lille hotel i junglen til 25 dollar for en nat, hvor det kriblede og krablede med kryb i alle afskygninger. Jeg så sidst bla. små skorpioner på hotelværelset.
Kirken var ved at blive sat i stand af kvinderne i byen. Mændene i byen arbejder ikke fik de at vide. De drikker eller er på stoffer, som de har let adgang til fra Columbia. Der vrimlede med politi i området. Det viste sig, at nabohuset var brændt om natten og præsten og andre mente, de havde hørt skud, så der var mistanke om at branden skulle skjule et mord. Det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv i forhold til de forhold vi selv lever under. Jeg må høre når Thomas kommer hjem, om der er noget vi kan gøre for at hjælpe, og så må jeg med derned næste gang igen.
Det kan være sundt at få øjnene op for de barske realiteter rundt om i verden. Det er relativt tæt på vores plantager, hvor medarbejderne kommer med bus på job og har lang transport, så de arbejder på en form for skift, ligesom vi kender det fra f.eks arbejde på boreplatforme. Så i deres familier arbejder mændende flittigt og ser samtidig ud til at hygge sig godt sammen. De ser sunde og raske ud og er pæne i tøjet, selvom de bor primitivt. I vores område føles det lidt som i det vilde vesten. Transport foregår på hestryg, der drives kvæg på vejen og man rider til den lokale bar og tøjrer hesten foran.
Nu skal de så til den anden ende af landet for at fiske nogle dage. Panama har noget af det bedste fiskeri i verden, og man møder ikke andre både, så der er ikke lige nu risiko for overfiskning. Men bådene og guiderne er ret primitive efter kvindelige normer, og kan ikke sammenlignes med Florida, Californien, Mexico og Thailand, hvor jeg har nydt komforten undervejs. Jeg blev faktisk væltet overbord af en bølge, fra jollen der skulle sejle os ud til båden, så jeg røg helt under vand med min taske med pas og penge og fik et kæmpe trælår, så jeg var helt blåsort og havde ondt overalt i flere dage efter. Det blæste temmelig meget og den eneste siddeplads var en køletaske uden hynde, så vi røg rundt i båden. Så det misunder jeg dem ikke. Men hotellet er vildt hyggeligt dernede og der var karneval og byfest i den lille landsby i nærheden, som havde den fedeste Cubansk inspirerede hippie bar med duft af røgelsespinde. Billedet er taget inden jeg kom til skade
Selve Panama City er en rigtig storby med flotte bygninger og rigtig gode restauranter. Lige uden for byen er der den flotteste sandstrand og lækre luksushoteller. Så landet har alt lige fra byliv til uspoleret natur og strandliv. Sidst boede vi bla lige ud til Panama kanalen på et dejligt hotel med en Thank God it´s Friday restaurant. Og der var ion man, mens vi var der med Armstrong som deltager. Nu må tiden vise, om vi gør det til et investeringsprojekt og begynder at sælge anparter
Nu må tiden vise, om vi gør det til et investeringsprojekt og begynder at sælge anparter.Vi har faktisk fået en del forespørgsler fra interesserede købere. Med de vækstrater er landet virkelig et interessant investerings område og skovdrift har været den bedste investering de sidste ca. 25 år ifølge Penge og Privatøkonomi.
Skriv et svar