Radikale forandringer vil præge topledelserne i de kommende år skriver Børsen Business12.5.10. Der er udsigt til en afgrundsdyb generationskløft mellem de nye ledere og deres bestyrelser, vurderer eksperter. De taler om det største paradigmeskift indenfor ledelse, vi har set i flere generationer, måske siden industrialiseringens ungdom. Men det er ikke bare krav om bedre balance mellem arbejde og familieliv for begge køn, der driver udviklingen på direktionsgangene. De unge ledere er mere projektorienterede end de er karriereorienterede, og de vil hellere løse problemer i netværk og i samarbejde på tværs af alverdens grænser, end de vil konkurrere hinanden til døde. I de kommende år træder kvinderne for alvor i karakter som topledere, vurderer HR direktørerne, ligesom de giver udtryk for, at de vil have hele ledere. Kræn Østergaard Nielsen , som forlader et topjob hos ISS for at bruge mere tid på familien udtaler til Børsen, at han tror fremtidens topleder vil fokusere mere på balance.
Balance mellem daglig drift og udvikling og mellem det korte og det lange sigt. Balance mellem det hårde og det bløde, mellem coaching og opfølgning og mellem leadership og management. God ledelse handler også om at have synlig respekt for andre, om at kunne skabe gode forbindelser til andre mennesker og om at kunne give energi til andre udtaler han til Børsen. Samtidig skal man som leder have mod til at kunne træffe beslutninger uden at være fuldstændig dækket ind – og så handler det grundlæggende om at få folk til at være med til sammen med dig at skabe den vision, der skaber fremdriften.
Elsebeth Fogh opfordrer dig til at reflektere over og afdække:
Hvordan oplever du balancen i din virksomhed og ledelse?
Hvordan oplever du respekten og energiniveauet i organisationen? Hvordan oplever dine medarbejdere/kollegaer det?
Hvordan er din evne til at skabe forbindelse til andre mennesker?
Hvad skal der til, hvis i sammen skal skabe mere fremdrift mod visionen?
Hvad skal der ske, hvis du skal være en af fremtidens bedste ledere?
Skriv et svar