Jeg reflekterer ofte over hvad min mission er, måske det også er et velkendt fænomen for dig, som i de kredse hvor jeg færdes? Jeg er jo helt klar på, at det er at coache og skabe forandringsprocesser og transformation på vores arbejdspladser, jeg brænder for og trives med, men hvad er det helt konkret, der er min mærkesag? Hvad er det der gør mig helt unik og adskiller mig fra alle de andre coaches? Det er ved at folde sig ud for mig, og det vil jeg skrive om her på min nye blog. Jeg håber du vil skrive en kommentar om, hvad der er din mission, eller hvad dine udfordringer er i forhold til at finde ind til den eller udfolde den i hverdagen.
Det er så populært at kæmpe de svages sag, og det er jo godt, at der er så mange der tager sig af det, for det er der jo virkelig brug for. Især i disse nedskæringstider. Netop derfor oplever jeg at der er behov for at nogen kæmper de “stærkes” sag. Dvs. at sætte sig ind i og forstå udfordringen, når man hele livet har skullet være den stærke, påtage sit et stort ansvar for klassekammerater, familien, husholdningen, økonomien, uddannelsen, karrieren, jobbet, kollegerne, kunderne, helbredet, diverse bestyrelsesposter og frivilligt arbejde. Så man ikke ender med en stress kolaps, som jeg vil skrive mere om i et af de kommende indlæg. Når man har udviklet sig til en overachiver, der bruger meget energi på at skjule svaghedstegn, og det man oplever som fejl og mangler i sin personlighed eller opvækst, eller tror man skal overkompensere af samme grund for at være god nok.
Når man er vokset op med høje krav og forventninger og måske sætninger som stram balderne, spænd hjelmen, du skal yde før du kan nyde, man kommer ikke sovende til succes, tag dig nu sammen, du skal ikke vise svaghed så bliver det udnyttet, du bliver nødt til at tage ansvar ellers er der ingen der gør det, der er altid plads til forbedring, man skal passe på de svageste etc. og som voksen gentager dem ubønhørligt for sig selv. Og det er der jo rigtig mange, især kvindelige ledere, iværksættere og talenter på vej, der kan nikke genkendende til.
Jeg møder mange af mine coach klienter, der føler sig overvældet af det store ansvar, ikke føler de kommer nogen vegne, ikke slår til, gør nok, og som ikke viser tegn på sårbarhed ved at åbne op for det de ser og ønsker forbedret. De lukker hellere af for deres følelser, inderste tanker, ideer eller drømme og viser dem hverken overfor ægtefællen eller chefen, ofte heller ikke for kollegaer eller netværket iøvrigt. Der synes det er svært at få sat sunde grænser og mærke sig selv. De forsøger at passe ind i en maskulin verden og undertrykker deres feminine energier – som jeg selv har gjort i mange år.
Måske har du sat en form for skjold op og hvis du har formået at dæmpe den dømmende stemme, hører du måske stadig en gennemtrængende kynisk stemme, der siger noget i retning af: det vil jeg sgu ikke finde mig i, det kan ikke betale sig at gøre noget for at ændre på situationen, det er alligevel for sent, de er uden for pædagogisk rækkevidde etc. eller måske er det frygtens stemme der siger: bare de ikke opdager at jeg ikke kan noget, eller jeg bliver nok fyret hvis jeg siger hvad jeg virkelig mener og synes om at være her. Den kan give sig udslag i resignation som ren overlevelsesstrategi.
Mange har en kodning der siger: det taler vi ikke om. Er opvokset i pæne familier, der skulle bevare masken ud ad til og skjule evt. dysfunktionalitet i familien, som senere overføres til arbejdspladsen. Og ingen ønsker jo at blive beskyldt for at være en brokkerøv eller en sur kælling, for ikke at tale om at være illoyal. Den risiko tør mange ikke tage. Hellere passe arbejdet og gøre hvad der bliver forventet, til vi segner. Er pligtopfyldende og ansvarsbevidste og ikke mindst velforberedte. For ingen skal kunne sætte en finger på noget. Men som en kvindelig leder sagde på en konference om charter for flere kvinder i ledelse: der er ingen der er blevet forfremmet for at have orden i penalhuset!
Så vi kan have gavn af at begynde at mærke os selv. Stoppe op og holde pit stop. Trække vejret dybt. Meditation og mindfullness er rigtig gode teknikker til at få tømt hovedet og komme ned i hjertet. At lytte til den indre stemme der altid ved, hvad der er bedst for os. At finde en sund balance og vide at du er god nok uanset hvad!
Og så giver det frihed og entlightment at begynde at integrere alle sider af sig selv, stå ved den man er og turde udtrykke det der er sandt for dig. Være tro mod sig selv. At komme ud af det selvskabte fængsel som komfortzonen er. Læs mere i min artikel i Femina Træd ud af komfortzonen her. Ikke længere holde os selv tilbage eller nede. Turde komme med konstruktive forslag på den gode afslappede måde, der ikke viser sig som et lyn fra en klar himmel, som respons på dråben der fik bægeret til at flyde over, på grund af tilbageholdt kommunikation i alt for lang tid. Som bygger på en evne til at møde andre mennesker med åbenhed og empati. Vilje til at få nye indsigter og udvikle kreativiteten sammen med andre. Mod til at udtrykke følelser, behov, ønsker, meninger og forslag.
Det er vigtigt at lære at kommunikere med os selv og vores inderste værdier og huske at fylde os selv op. At have tid til egenomsorg. At give til andre forudsætter at vi selv har overskud. Det er godt at kunne dele ansvaret og udvikle indre såvel som ydre balance. At åbne op for posen og påtage os det lederansvar det er, at gøre noget ved de ting, vi ser har brug for forandring. For mig at se handler det om at tage personligt lederskab i sit liv. Jeg vil ikke påstå at det er let, men hvis du er en af dem jeg skriver om her, så elsker du jo udfordringer, og denne udfordring synes jeg personligt er en af de vigtigste jeg selv har påtaget mig.
If you don´t go within you go without
Skriv et svar