Under en af mine ugentlige løbeture gik mine tanker igang som de plejer efter ca. 1 km om, at jeg ikke er den fødte sportskvinde , og nok aldrig bliver en der får lyst til at løbe et marathon og selvironien slog ud i lys lue. Normalt stopper jeg så den indre dialog og afløser den med positive bekræftelser, såsom all the power I need is inside me now for at holde gejsten oppe og programmere mig selv. I morges begyndte jeg i stedet at reflektere over behovet for at ironisere omkring mig selv i forhold til sundhed (motion, kost etc). Og kom også i tanke om andre der bruger dette “middel’ en del på Facebook og i andre sammenhænge som en del af vores selviscenesættelse. Måske også dig? Jeg fulgte min impuls i forhold til at undersøge det lidt nærmere dvs. dykke lidt dybere… [Læs hele artiklen]